Spansk Stil

Afmeld nyheder
2. kvartal 2008

Spanien

English Espana

(C) Copyright 2007 - alle rettigheder forbeholdes
18 huller, 5170 meter, par 71
Spansk Stil - 2. kvt. 2008
Den kraftigt søde duft trænger næsten ind gennem huden. Du står midt i en nåleeskov midt på golfbanen Cabopino Golf.
Baggrundsmusikken leveres af græshopper og af rislen fra vandløbet, der arbejder sig ned af bjerget for at ende i det blå Middelhav.

Cabo + pino
Cabopino… jeg begynder at forstå årsagen til navnet. “Cabo” betyder noget a la ‘slutningen’ eller ‘for enden af’ og pino betyder ‘nåletræ’. Og nåleskoven forsvinder faktisk ud i det evige blå Middelhav. Sådan ser det i hvert fald ud. Den stærke grønne farve fra golfbanens greens udveksler nuancer med nåleskoven. Nuancerne afbrydes hist og pist af hvide bunkers og blå flodløb. Det knaldblå Middelhav skærer kulissen midt over, og Afrikas bjerge skaber dramatik i horisonten.

Masser af udfordringer
Banen er Marbellas tolvte og er designet af Juan Ligues Creus. Der er ingen tvivl om, at Señor Creus har været taknemlig for omgivelserne, som han har formået at respektere til fulde. Det er let at glemme, at man står midt på en af Costa del Sols mest udfordrende golfbaner.

Cabopino Golf er en udfordring for spillere med højt handicap, som til gengæld belønnes ved, at flere køller kommer op af golfbag'en. Spillere med lavt handicap må holde tungen lige i munden for at opnå et godt resultat.

En tur i skoven… og i havet
Efter de første smukke par 4 i kuperet terræn, kommer du til en tunnel og foran åbner sig en ny kulisse. Det er fairway’en, der med et dramatisk fald ser ud til at forsvinde ud i Middelhavet.
Den højt beliggende green ligger beskyttet af en stor bunker, hvilket gør dette hul kendetegnende for Cabopino Golf.
Hullerne 4 til 8 spilles i den grønne dal. Herefter bringer hul 9 dig til hul 10, som byder på åben udsigt over Middelhavet med Afrika i horisonten.
Både hul 10 og 11 spilles ned ad bakke mod Middelhavet. Nu får du banens første par 5 at prøve.

Det første vandhul
Det er selvfølgelig hul 12 og her introduceres du også til banens første vandhul. Der er en kraftig højredrej-ning, hvor andet slag lægges over søen. Derefter kommer endnu en hård drejning, denne gang til venstre og du kommer frem til den højt liggende green.
På næste hul, som er par 3, skabes der lidt ekstra spænding af en sø, der starter i højre side og æder sig ind over green’ens grænse.
Hul 14 og 15 er nogle af banens bedste huller. Vandløbets rislen og det gamle korktræ bidrager til en zen-agtig koncentration.
Banen slutter af med tre smukke og interessante par 4.