Spansk Stil

Afmeld nyheder
2. halvår 2008

Spanien

English Espana

(C) Copyright 2007 - alle rettigheder forbeholdes
Prinsesse Benedikte afslørede H.C. Andersen statuen i 2005. Foto: Radio Solymar
Prinsesse Benedikte afslørede H.C. Andersen statuen i 2005. Foto: Radio Solymar
En tur rundt i provinsens hovedstad Málaga er altid en oplevelse
Spansk Stil
Ingen har vel sagt det bedre end vor egen H.C. Andersen, da han i 1862 besøgte Málaga.
”I ingen af Spaniens byer, har jeg følt mig så glad, så hyggeligt hjemme som i Málaga, folkelivet, naturen, det åbne hav, hver især så rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige mennesker.”

Og sådan er det stadig.

Málagas historie
Málagas historie går tilbage til ca. 200 år f. Kr., med storhedstid i årene efter år 700. Når du går rundt i Málaga ser og fornemmer du ofte denne fortid.

Som dansker, er det naturligt, at din travetur begynder ved bronzestatuen af H.C. Andersen på Plaza de La Marina. Statuen blev afsløret af Prinsesse Benedikte i 2005 i forbindelse med H.C. Andersens 200 års fødselsdag.

Fra statuen går du mod øst ad den smukke Paseo del Parque. På venstre side ser du som en af de første bygninger, huset hvor Málagas Universitet blev grundlagt, og som universitetet stadig benytter. Derefter kommer du til Nationalbanken og så det imponerende gamle rådhus. 


Malagas rådhus

For enden af rådhuset bør du gøre en lille afstikker ind i parken, Jardines Alcalde Pedro Luis Alonso, opkaldt efter én af byens tidligere borgmestre, og nyde freden, de mange blomster og lyden fra springvandene.

Her vil jeg begraves
Fortsæt over den store plads, Plaza del General Torrijos, gå ad Paseo de Reding ca. 400–500 m, hvorefter du kommer til den engelske kirkegård. Her kan du finde danskere, der fra ca. 1800 og frem til 1880 er begravet her. H.C. Andersen ytrede ønske om, at han ville begraves her, hvis han skulle dø, mens han var i Málaga.

Tilbage ad samme Paseo og gennem Paseo del Parque, men denne gang på siden mod havnen, ligger en botanisk have med et væld af forskellige subtropiske træer, buske og planter.


Lille plads i den botaniske have

Senere passeres H.C. Andersen statuen endnu engang. Følg Alameda Principal forbi huset i nr. 8 (på højre hånd), hvor H.C. Andersen boede under sit ophold i Málaga, den gang var det Hotel del Oriente.

Málagavin på byens ældste bodega
Længere fremme er det et must at nyde et glas Málagavin på byens ældste bodega, Antigua Casa de Guardia, som kan dateres helt tilbage til 1841.
Gå ud af bagdøren fra bodegaen og fortsæt lidt længere ind i centrum til den meget gamle og smukke torvehal, Mercado Central de Atarazanas. Man får lyst til at handle i alle boderne, hvor der sælges alt, lige fra frisk frugt og grøntsager til fisk og kød.

Ad de små smalle indkøbsgader, fx Calle Nueva, kommer du op til Plaza de la Constitución, hvor man næsten er nødsaget til at drikke en kop kaffe på Bar Central, som er en af byens ældste caféer. Her fornemmer du Málagas hjerte slå hurtigt og fast.

Málaga - Plaza de la Merced
Videre ad de små gader længere mod nord til Plaza de la Merced. Her er der et væld af cafeer samt huset, hvor Pablo Picasso er født. I hans fødehjem er der udstilling af tegninger mv. Følg skiltene til Picasso museet, der ligger i samme område.

Den enarmede
Nu går turen i retning mod Domkirken, der oprindeligt skulle have haft to tårne, men man havde ikke råd til at bygge det sidste tårn færdigt, derfor bliver den i daglig tale kaldt ”La Manquita” (den enarmede). Domkirken er stor, smuk og meget spændende med 15 kapeller, der alle er helt fantastisk udsmykket.

Området omkring kirken er også meget smukt, specielt den idylliske have med alle appelsintræerne og det rislende vand. I dette område finder man mange små og meget lokale, gode tapasbarer. I det smukke røde palads, Palacio Episcopal, der ligger foran domkirken bor Málgas biskop.

På Plaza de Obispo, der omkranses af domkirken og Bispepalæet ligger der flere hyggelige fortovscafeer, hvor du naturligt kan hvile ud efter byturens første del.

I næste nummer af Spansk Stil bringer vi anden del af byturen i Málaga.

Din vurdering

(2 stemmer)



0 kommentar
Læs også




Kommentarer




Navn:


Kommentar:


E-mail (vises ikke):



Udfyld venligst sikkerhedskoden



Lej Feriebolig i Spanien